Opsumering af introuge 1

Gud hvor er det hårdt. Og gud hvor er jeg bare endnu mere i tvivl om, om jeg har lyst til at tage med på rustur eller ej. Altså jeg tager med. Jeg har betalt freakin' 550 kr for fire dages intens socialiseren, så fandeme om jeg springer fra nu. Men weekenden har fået mig til at indse værdien af ensomhed. Jeg kan godt lide mennesker, men jeg kan også godt lide muligheden for at sige godnat og gå hjem og være helt alene.

Tirsdag ville jeg ønske jeg var taget tidligere hjem, onsdag tog jeg tidligt hjem, torsdag tog jeg så tidligt hjem jeg kunne, men jeg havde en grund og fredag tog jeg relativt tidligt hjem. Personligt synes jeg ikke det er tidligt når man har været sammen med de samme mennesker fra 9-23, men jeg kan godt se at det er lidt kedeligt at tage hjem fra en fest allerede inden midnat. Især når man ikke engang er pissefuld og bliver nødt til at ligge ned.

På den anden side er de tohundredenogenogtyve mennesker jeg skal tilbringe de næste par dage sammen med faktisk ikke så slemme igen. Jeg har indtil videre ikke haft lyst til at slå nogen eller række tunge eller lægge mig ned og dø. Jeg har bare haft lyst til at være alene, og følt lidt skyld over ikke at være 100% engageret i de jeg gør og det jeg har sagt ja til. Der er jo ingen der tvinger mig til noget som helst, så hver eneste gang jeg bare er fysisk til stede og tusser efter flokken og glemmer mig selv er jeg ved at brække mig af dobbeltmoralske tømmermænd når jeg halvt har besluttet at jeg skal stå fast på mig selv og mine behov og halvt helst bare ikke vil være den der går glip af noget.

Heldigvis har jeg endnu en god del af en alenesøndag, som skal bruges med at høre højt Bob Dylan og se dårligt tv.

Mini-brok fra supermarkedet

Jeg står faktisk slet ikke i supermarkedet lige nu, men det gjorde jeg i går, og det gjorde jeg igen for en time siden.

I går stod jeg der fordi jeg havde brug for mælk og kaffe og i dag stod jeg der fordi jeg i går hævede 200 kr over beløbet fordi jeg skal have cash med på rustur (suk), men jeg glemte pengene ved kassen. Eller faktisk glemte jeg pengene i kassen, for de kom aldrig op. Så hvis man skal være helt præcis var det ligeså meget pigen bag kassen der glemte dem. Men det var jo mit eget ansvar at huske dem, så jeg brugte lang tid i går aftes på at ærge mig gul og blå ved tanken om at have betalt 296 kr for fire ganske almindelige dagligvarer.

Det gode ved supermarkeder er dog at de gør praktiske ting som at tælle kassen op om aftenen og føre regnskab, så når man fortvivlet kommer stormende ind ti minutter efter de har åbnet en søndag morgen og bønfalder dem om at tjekke om de havde et helt nøjagtigt overskud på 200 kr aftenen forinden, kan man godt være heldig at de giver en pengene. Og så kan man som tak købe tre pakker frisk pasta med underligt fyld til 50 kr.

Hvis jeg nu tænkte...

I går blev jeg verbalt sparket til af en kvinde der lå ned. Sådan mentalt. For jeg mener at man må være psykisk væltet hvis man synes det er okay at tale grimt til komplet fremmede. Især når man er en 55-årig veluddannet og velklædt kvinde.
Det der skete var at jeg gik på fortorvet med min cykel fordi jeg var ved at sende en sms og det kan altså godt være både farligt og generende hvis man gør det mens man cykler på Nørre Voldgade. Så jeg gik. Og da jeg kom til et lyskryds der var rødt stoppede jeg. Og det var så her jeg hørte en gammel heks spytte "Hvis du nu tænkte ville du rykke så man kunne komme forbi!" efter mig. Først blev jeg paf. Så blev jeg ked af det. Så gik det op for mig at jeg var ked af det fordi jeg er en værre tøs der ikke kan håndtere sin vrede og derfor ender op med fyldte tårekanaler. Altså var jeg blevet sur.
Jeg stod måske helt ærligt ikke optimalt. Det gør man sjældent når man går og står med sin cykel. Men hun havde jo også en cykel. Derfor kunne hun ikke komme forbi. Alle dem der kom gående uden cykler kunne godt komme forbi.
Måske burde jeg have råbt "Og hvis du ikke var sådan en sur kælling ville du have udtrykt dig pænere!". Men det gjorde jeg ikke, for den slags kommer jeg altid først i tanke om senere. Hvilket måske er meget godt, for hvis der er én ting man kan lære af 'You've got mail' så er det da at folk der ikke er vant til at være stride godt kan blive kede af det når de kaster med spydige kommentarer. Sådan har Meg Ryan det i hvert fald, og jeg tror mere at jeg er Meg Ryan end jeg er Tom Hanks. Men det er selvfølgeligt bare en teori. Og lidt af et sidespor. En anden teori er at det slet ikke burde have været nødvendigt for mig at tage stilling til om jeg skulle have været strid. For Burde denne fremmede kvinde ikke bare have været høfligere over for mig til at begynde med? Kunne hun ikke have bedt mig om at rykke så hun kunne komme forbi? Så ville jeg være blevet rød i kinderne og have undskyldt for at jeg stod i vejen.
Og bare lige for at slå det fast, så har jeg tænkt over om jeg kan tillade mig at brokke mig over en person der jo netop bare udtrykte nogle af de ting jeg går og tænker når andre står i vejen for mig. Men sådan helt ærligt synes jeg altså ikke det er i orden at være pisse uhøflig når fremmede mennesker ikke lige gør som man helst så at de gjorde. Man kan vel i det mindste tale pænt. Og altså, hvis hun havde lyst til at kalde mig en hjernedød ko kunne hun vel bare lave sin egen blog. Bum bum.

Intro-fis og rustur

Efter tre sabbatår går jeg nu i gang med en uddannelse. Som sproglig student med den gamle karakterskala som målestok er mine valgmuligheder begrænsede, men det er en helt anden omgang brok.
Et eller anden underligt teoretisk sted dybt inde glæder jeg mig til at komme i gang med at lave noget. Jeg har det fint med at skulle til at læse og skrive og lytte. Men jeg ser satme ikke frem til to uger med intro og rustur. To uger hvor det anbefales at jeg sætter resten af mit liv (hermed også mit job) på pause så jeg kan rende rundt og lære nye mennesker at kende. Nye mennesker er en god ting, men navnelege, bonding-opgaver og uhæmmet druk passer bare usandsynligt dårligt til mit temperament. Det bliver sikkert fint nok, men øv hvor jeg bare slet slet ikke glæder mig.
Og det vil jeg sgu have lov til. Jeg ved at jeg ikke er alene. Jeg har tænkt mig at tage på rustur og gøre hvad der forventes, men ingen kan tvinge mig til at nyde det eller synes det er sjovt og fedt. Lad os se om jeg bliver positivt overrasket. Jeg krydser fingre, for det kunne da være lækkert hvis uni viser sig ramme ud over mine klichéfyldte forventninger.

Hvorfor er min blog så grim?

Jeg forstår det ikke. Hvordan blev denne blog så mega meget grimmere end de andre? Hvad gjorde jeg galt? Det gør mig frustreret når blogger ændrer sig og jeg i min it-elendighed ikke kan finde ud af at gøre denne blog præcis ligeså enkel og kedelig som andre blogge. Intet fancy-pancyness her, tak. Men har jeg tænkt mig at gøre noget ved det? Niksen! For det ville nok ikke gøre nogen forskel og jeg synes ærligt talt at det er spild af min tid og mine resourcer. Bum.

Hold fast hvor skal jeg til at brokke mig!

Dette er min brokkeblog. Dette er mit frirum til at komme ud med al den vrede der sådan går og samler sig. For jeg har opdaget at jeg på mit 22. leve år er begyndt at føle mig som en sur gammel mand. Alt jeg mangler er måne, høreapparat og en stok til at slå ud efter folk med.
Sådan er jeg indeni. Gammel og bitter. Men det er bare meget sjældent jeg får det ud af systemet. Jeg er opdraget til at vise hensyn og til at undskylde andre menneskers dårlige opførsel. Det er jo nok ikke personligt når folk kører megaråddent ind ad Nørrebrogade. Men det er sgu stadig helt igennem forbandet irriterende.
Og nu er jeg begyndt at kunne mærke det. Min energi bliver brugt på at være sur over andre menneskers fejlagtige opførsel, det tærer på min hjerne og mit hjerte og stensikkert også på mit blodtryk. Jeg kan mærke et vist ubehag i maven. Mine kæbemuskler er begyndt at være spændte bare jeg tænker på turen fra Nordvest til Nørreport. Og det er jo ikke sundt.
Jeg har ikke lyst til at dø som 35-årig af et hjertestop bare fordi jeg ikke kunne finde ud af at udtrykke min vrede. Derfor denne blog. Derfor denne bitre sprutten, der gerne skulle give mig lidt mere overskud i den anden ende. For jeg har altså ikke lyst til at være så skide sur.