Friday, August 20, 2010

Hvis jeg nu tænkte...

I går blev jeg verbalt sparket til af en kvinde der lå ned. Sådan mentalt. For jeg mener at man må være psykisk væltet hvis man synes det er okay at tale grimt til komplet fremmede. Især når man er en 55-årig veluddannet og velklædt kvinde.
Det der skete var at jeg gik på fortorvet med min cykel fordi jeg var ved at sende en sms og det kan altså godt være både farligt og generende hvis man gør det mens man cykler på Nørre Voldgade. Så jeg gik. Og da jeg kom til et lyskryds der var rødt stoppede jeg. Og det var så her jeg hørte en gammel heks spytte "Hvis du nu tænkte ville du rykke så man kunne komme forbi!" efter mig. Først blev jeg paf. Så blev jeg ked af det. Så gik det op for mig at jeg var ked af det fordi jeg er en værre tøs der ikke kan håndtere sin vrede og derfor ender op med fyldte tårekanaler. Altså var jeg blevet sur.
Jeg stod måske helt ærligt ikke optimalt. Det gør man sjældent når man går og står med sin cykel. Men hun havde jo også en cykel. Derfor kunne hun ikke komme forbi. Alle dem der kom gående uden cykler kunne godt komme forbi.
Måske burde jeg have råbt "Og hvis du ikke var sådan en sur kælling ville du have udtrykt dig pænere!". Men det gjorde jeg ikke, for den slags kommer jeg altid først i tanke om senere. Hvilket måske er meget godt, for hvis der er én ting man kan lære af 'You've got mail' så er det da at folk der ikke er vant til at være stride godt kan blive kede af det når de kaster med spydige kommentarer. Sådan har Meg Ryan det i hvert fald, og jeg tror mere at jeg er Meg Ryan end jeg er Tom Hanks. Men det er selvfølgeligt bare en teori. Og lidt af et sidespor. En anden teori er at det slet ikke burde have været nødvendigt for mig at tage stilling til om jeg skulle have været strid. For Burde denne fremmede kvinde ikke bare have været høfligere over for mig til at begynde med? Kunne hun ikke have bedt mig om at rykke så hun kunne komme forbi? Så ville jeg være blevet rød i kinderne og have undskyldt for at jeg stod i vejen.
Og bare lige for at slå det fast, så har jeg tænkt over om jeg kan tillade mig at brokke mig over en person der jo netop bare udtrykte nogle af de ting jeg går og tænker når andre står i vejen for mig. Men sådan helt ærligt synes jeg altså ikke det er i orden at være pisse uhøflig når fremmede mennesker ikke lige gør som man helst så at de gjorde. Man kan vel i det mindste tale pænt. Og altså, hvis hun havde lyst til at kalde mig en hjernedød ko kunne hun vel bare lave sin egen blog. Bum bum.

No comments:

Post a Comment