Opsumering af introuge 1

Gud hvor er det hårdt. Og gud hvor er jeg bare endnu mere i tvivl om, om jeg har lyst til at tage med på rustur eller ej. Altså jeg tager med. Jeg har betalt freakin' 550 kr for fire dages intens socialiseren, så fandeme om jeg springer fra nu. Men weekenden har fået mig til at indse værdien af ensomhed. Jeg kan godt lide mennesker, men jeg kan også godt lide muligheden for at sige godnat og gå hjem og være helt alene.

Tirsdag ville jeg ønske jeg var taget tidligere hjem, onsdag tog jeg tidligt hjem, torsdag tog jeg så tidligt hjem jeg kunne, men jeg havde en grund og fredag tog jeg relativt tidligt hjem. Personligt synes jeg ikke det er tidligt når man har været sammen med de samme mennesker fra 9-23, men jeg kan godt se at det er lidt kedeligt at tage hjem fra en fest allerede inden midnat. Især når man ikke engang er pissefuld og bliver nødt til at ligge ned.

På den anden side er de tohundredenogenogtyve mennesker jeg skal tilbringe de næste par dage sammen med faktisk ikke så slemme igen. Jeg har indtil videre ikke haft lyst til at slå nogen eller række tunge eller lægge mig ned og dø. Jeg har bare haft lyst til at være alene, og følt lidt skyld over ikke at være 100% engageret i de jeg gør og det jeg har sagt ja til. Der er jo ingen der tvinger mig til noget som helst, så hver eneste gang jeg bare er fysisk til stede og tusser efter flokken og glemmer mig selv er jeg ved at brække mig af dobbeltmoralske tømmermænd når jeg halvt har besluttet at jeg skal stå fast på mig selv og mine behov og halvt helst bare ikke vil være den der går glip af noget.

Heldigvis har jeg endnu en god del af en alenesøndag, som skal bruges med at høre højt Bob Dylan og se dårligt tv.